Jeanette Elmelund
Det, der ligner, og så alligevel…
Om maleren Jeanette Elmelund
Af kunstrådgiver, skribent og blogger Connie Boe Boss
Jeanette Elmelund (1965) maler pop-art, stilleben og realisme med et twist.
Hun er inspireret af popkunstens afbildninger af massefremstillede forbrugsobjekter, og lader f.eks. William Morris indgå i kompositionernes mønstre.
Når Jeanette Elmelund vælger at male indersiden af en bananskræl i et Mussel-lignende mønster er det fordi hun ønsker at ophøje skrællens skønhed og symbolisere en værdi.
Kunstneren mestrer brugen af lys og skygge, kontraster og beskæring af motiver og perspektiv i en sådan grad at man skulle tro hun havde gennemgået en egentlig skoling i klassisk oliemaleri. Det har hun ikke, blot modtaget undervisning som supplement til sine egne, helt åbenlyst, store evner indenfor tegning og virkelighedsskildring.
Jeanette Elmelund skaber moderne naturalistiske fortolkninger, men altid med et twist i udtrykket, der gør værket interessant og nutidigt, f.eks. i hendes stillebens, som nærmest er parafraser over de historiske stillebens.
Hendes værker har en særdeles ung vibe, rammer en visuel kultur i tiden og møder interessen for det retro-prægede. Malerier med cigarrygende, jakkesæt-klædte kvinder kan f.eks. ses som kønsrollediskuterende og problematiserende.
I alle sine billeder arbejder Jeanette Elmelund med bestemte historier eller tematikker og derfor er hendes ofte smukke og perfekt udførte værker ikke kun dekoration og godt håndværk, men tværtimod statements om livet eller narrativer i symbolsk form.
|