Jesper Sørensen
“Mine malerier er oftest meget farverige, med et sprælsk udtryk, hvilket vist hænger meget godt sammen med et ungdommeligt sind. De senere år er jeg dog blevet lidt mere afdæmpet i farvevalget. Jeg arbejder med både pensel og spartel - og i mange lag. På den måde får jeg dybde i maleriet. Mit univers er abstrakt, men ofte med personer/figurer malet ind i det abstrakte.
Mange af mine malerier fortæller en historie, som ofte bliver hjulpet på vej af titlen på billedet. Til gengæld er mine titler på de helt abstrakte billeder nok lidt mere ”fluffy”. Her vil jeg hellere, at beskueren ser hvad han/hun har lyst til at se, fremfor at jeg med en titel pejler tankerne i en bestemt retning.
Min inspiration finder jeg overalt i livet… Fra løbeturen. Fra musikken. Fra omgangen med andre mennesker. Og fra en lidt kringlet hjerne, der også fungerede mange år i reklame- og avisbranchen. I dag er maleriet en fuldtidsbeskæftigelse og jeg er repræsenteret på gallerier i hele landet."
|